Forside Kamstrup world wide

Flere ressourcer til Fjerritslev Fjernvarme

 


Man fornemmer det allerede når man træder ind af døren til kontoret en tirsdag ved middagstid. Der er nok at tage sig til. Der er trafik ud og ind ad dørene og Kaja på kontoret sidder med headsettet på og besvarer henvendelser det meste af de 2 timer, vi er på besøg. For der er nok at se til, som driftsleder Kenny Lundtoft selv siger, da vi spørger til forretningen.

 

30% flere fjernvarmekunder

Det er også noget af en udvikling Kenny har sat i gang, siden har overtog den daglige ledelse af Fjerritslev Fjernvarmeværk i 2001. De daværende 1365 forbrugere er blevet til mere end 1800 og 97% af Fjerritslev bys varmeinstallationer er i dag forsynet med fjernvarme fra det lokale værk. Derudover er nabobyerne Vester Torup og Klim kommet med på værkets ca. 50 km lange ledningsnet for et år siden og også andre nabobyer har vist interesse for at blive tilsluttet. 

 



Automatisk aflæsning af målerne

Inden udgangen af 2008 afslutter varmeværket et 1-årigt projekt, som resulterer i, at værket i én enkel operation og uden nogen form for ekstra personale aflæser alle varmemålere automatisk én gang om måneden.

”Vi har allerede foretaget månedsaflæsninger af de fleste målere, og det kørte bare fra første gang. Vi satte en aflæsning i gang og dagen efter havde vi alle data klar”, forklarer Kenny. ”Det er smart, det er enkelt, og det giver os en masse ressourcer fri til de andre opgaver, vi har”.

 

Kamstrup bærer ansvaret
Aflæsningen foregår via radio, men teknologien bag radioaflæsningen er mindre interessant for Kenny. Han har købt en løsning, som betyder, at al teknisk drift af radiosystemet styres af Kamstrup, som har leveret aflæsningssystemet. 

 

 

”Der er ingen grund til, at vi sætter os ind i det. Kamstrup har folk ansat, som kender systemet ud og ind, og de stiller server og andet hardware til rådighed. Vi skal bare logge os på via Internettet og så bestemme, hvad og hvornår vi vil aflæse. Er vi i tvivl om noget, så kontakter vi Hotline, og så kan de via Internettet logge på vores PC og demonstrere online, hvordan vi  skal gøre.”

 

Månedlige aflæsninger giver mange fordele
Månedlige aflæsninger havde ikke været mulige uden et automatisk aflæsningssystem. Med fire folk og en freelance montør ville det være alt for ressource- og tidskrævende at gennemføre manuelt. Men månedsaflæsninger giver mange fordele. Især i forhold til de lejeboliger, som varmeværket forsyner, og hvor lejerskifte ikke altid meldes i tide. Med systemet har værket altid forbruget registreret ved månedsskiftet, og er der behov for en straksaflæsning, så kan værket selv igangsætte en sådan og præsentere forbrugsdata inden for 5 minutter.

 

Fjerritslev bruger også månedsaflæsningerne til at rådgive forbrugere med dårlig afkøling. ”Hvis vi over nogle måneder registrerer, at en forbruger har dårlig afkøling, så kører vi ud og banker på og snakker med ham”, fortæller Kenny, som har oplevet overvejende positiv respons fra forbrugerne. ”De synes det er smart, imponerende og også lidt betryggende, at der er nogen, som holder øje med deres varmeinstallationer og et eventuelt for højt og dyrt energiforbrug”.

 

Lækovervågning er en del af systemet
I nybyggeri er det ikke kun energiforbruget, som varmeværket holder øje med. Her installeres altid en varmemåler med lækovervågning, så eventuelle lækager og utætheder i husets rør og installationer registreres og indberettes via aflæsningssystemet. Det samme gøres i bestående byggeri, hvis risikoen for lækager synes stor. ”Og så oplyser vi dem altid om, at der er mulighed for reduktion i præmien på rørskade, når de har lækovervågning installeret”, forklarer Kenny. 

 

Biobrændsel og CO2-besparelser
I det hele taget er Kenny Lundtoft en progressiv driftsleder, som har fokus på besparelser, både i forhold til forbrugerne, til værket og til miljøet. På miljøsiden er Fjerritslev Fjernvarme blevet pålagt at spare 347.000 kWh årligt frem til 2020, svarende til samlet besparelse på 4 mio. kr.  Midt i 2008 har værket allerede indberettet besparelser i størrelsesordenen 3 mio. kr. Og der bobler også en idé om at konvertere dele af den nuværende flisforbrænding til energipil, evt. gennem et samarbejde med Landboforeningen.

 

Prioriteterne i orden
”Der er tusind ting at gøre i det daglige og det er vigtigt, at vi koncentrerer os om de rigtige og vigtige opgaver. Med det aflæsningssystem vi nu har indført, kan vi styre ressourcebemandingen, afregningen, rådgivningen og de pålagte CO2- besparelser, siger Kenny. Og selvom de mange nytilslutninger har været svær at planlægge og håndtere, så bedyrer den fremadrettede driftsleder, at han og hans folk godt kan koble endnu flere nabobyer i Jammerbugt Kommune på Fjerritslevs fjernvarmenet. 

 


Fakta
 
Årlig produktion 40.000 MWh
Flisforbrænding
50 km ledningsnet
1810 installationer
Dækker Fjerrritslev, Klim og Vester Torup
Målerparken er MULTICAL CDE og MULTICAL 601
Lækovervågning på alt nybyggeri
Radiosystem
Teknisk drift varetages af Kamstrup

 

 

 

 

 

Kundereferencer

Sådan gjorde vi!

Beretningerne er baseret på vore kunders erfaringer og fortæller om de overvejelser og vurderinger, der ligger forud for valget af en måleløsning og Kamstrup som partner.

 

Her finder du et udvalg af vores kunder inden for både el og varme - fjernvarmeværker, boligforeninger og elselskaber, som har gjort sig egne erfaringer med automatisk måleraflæsning i større eller mindre systemer.

 

Ønsker du at høre mere om nogle af de nævnte case stories eller vores automatiske måler-aflæsningssystem, Kamstrup AMR, er du altid velkommen til at kontakte os.

 

Webpolitik Copyright Kamstrup A/S Almindelige salgs- og leveringsbetingelser