Forside Kamstrup world wide

Download pdf

 

Galten Varmeværk

...er på forkant med udviklingen

 

Galten Varmeværk

 

Der er støvet i kælderen på Galten Fjernvarmeværk. Morgenens leverance af træflis til kedlen har efterladt et tyndt lag støv, påpeger varmemester Finn Sørensen lettere utilfreds.

 

For det utrænede øje synes der ellers imponerende rent på værket. Endnu mere imponerende er det, at rengøringen, som så meget andet, ligger i hænderne på de 2 eneste fuldtidsansatte på værket, varmemester Finn Sørensen og assistent Rasmus Laursen.

 

Sammen med Lisa, som håndterer kontorarbejdet på deltid, udgør de det samlede mandskab på Galten Fjernvarmeværk, der forsyner 1760 forbrugere i Galten og opland. Hovedparten af forbrugerne er privatboliger, men også skoler og boligforeninger får varme fra værket, der fyrer med træflis.

 

Fjerdebilligste kWh-pris i Danmark

Alle forbrugere bliver afregnet efter samme takst, og med en kWh-pris på 21 øre er Galten ifølge Energistyrelsens prisstatistik Danmarks fjerdebilligste varmeværk.

 

Der er heller ikke mange klager eller henvendelser fra forbrugerne, konstaterer Finn, men det beror nok også på den kendsgerning, at man overvåger fjernvarmenettet dagligt og dermed er på forkant med eventuelle problemer inden de opstår og inden driften påvirkes.

 

 

Varmemester Finn Sørensen - Galten Varmeværk

Målere aflæses via radiosignaler

Den daglige overvågning foretages via det radiosystem, som Galten Fjernvarme anvender til aflæsning af fjernvarme-målerne.

 

Alle fjernvarmemålere er forsynet med et radiomodul, og via en håndfuld koncentratorer og routere, placeret centralt i byen, kan Finn, via radiosystemet, foretage faste månedlige aflæsninger og diverse ad hoc-aflæsninger til analyse-formål. Det har bl.a. resulteret i en markant sænkning af retur-temperaturen, som nu ligger på 34°C i gennemsnit, og en kvartalsopfølgning på forbrugere med dårlig afkøling.

 

Kamstrup står for sikkerheden på systemet

Radiosystemet står i hjørnet på kontoret og har form af en enkelt PC. Herfra kan Finn hente data fra alle målere efter behov. Galten valgte nemlig at lade kamstrup drifte systemet. Det betyder, at serveren, som håndterer alle aflæsninger, står hos kamstrup og dermed er kamstrups ansvar. Opgaver som virus- og databeskyttelse, sikkerhedskopier og softwareopdateringer foretages automatisk og uden at Galten mærker til det.

 

“Vi får en liste over de målere, som systemet ikke har fået kontakt med via radiosystemet og så følger vi op på de installationer. ved aflæsning af alle 1760 målere er der måske 5, der fejler og dem kører vi så ud og undersøger”, siger Finn.

 

“Med en driftsaftale har vi fået en fast tilknyttet medarbejder hos kamstrup, som garanterer, at systemet altid er trimmet, at dataene er sikre og tilgængelige og at vi bliver opmærksomme på fejl i installationerne med det samme.”

 

Galten Varmeværk


Rørskader tages i opløbet
Udover automatisk overvågning og aflæsning har Galten Fjernvarme også valgt at investere i et lækovervågningssystem.

 

Hver fjernvarmemåler er udstyret med en flowmåler på fremløb og en tilsvarende på returløb. En difference i registreret volumen på de to flowmålere, kan være tegn på en begyndende lækage i rørsystemet. En lille læk kan hurtigt udvikle sig til en regulær sprængning og det er en omkostelig affære for forbrugeren. Derfor modtager Finn dagligt en mail med information om de målere, som har udvist difference i volumen og med den ordning opdages ca. 20 rørskader årligt; langt de fleste på forkant.

 

Indberettede besparelser købes af forbrugerne

Forebyggende kontrol af rørskader er ikke den eneste økonomiske håndsrækning, som forbrugerne i Galten kan få hos fjernvarmeværket.

Forbedringer i boligen, som giver besparelser i varmeforbruget, belønnes med et energisparetilskud.

 

Ved udskiftning af vinduer, isolering eller varmeanlæg kan forbrugere ansøge om tilskud direkte hos varmeværket.

Forbrugeren modtager rede penge og værket får en besparelse, som kan anvendes i den lovpligtige indberetning af realiserede energibesparelser.

 

Galten - Flisfyret varmeværk

 

Galten - Flisfyret varmeværk

 

 

To til det hele

Til trods for de mange aktive tiltag er der ingen planer om udvidelse af personalestaben. Galten opdaterer sit udstyr på forkant, så der ikke opstår uplanlagt kapitalbehov. Der skal efter planen skiftes røgrør og rist inden for nærmeste fremtid, men ellers er driften af værket og forsyningsnettet
trimmet.

 

“Derfor kan vi til manges undren være to til det hele”, slutter Finn.

 

Faktaboks
- 53 km ledningsnet
- Årlig produktion på 41.832 MWh
- 1760 installationer
- Dækker Galten + opland og en mindre del af Skovby
- Systemdrift varetages af kamstrup

 

Målerparken består af

Varmemåler MULTICAL 601                       Varmemåler MULTICAL 66

MULTICAL© 601               MULTICAL© 66

 

 

 

Kundereferencer

Sådan gjorde vi!

Beretningerne er baseret på vore kunders erfaringer og fortæller om de overvejelser og vurderinger, der ligger forud for valget af en måleløsning og Kamstrup som partner.

 

Her finder du et udvalg af vores kunder inden for både el og varme - fjernvarmeværker, boligforeninger og elselskaber, som har gjort sig egne erfaringer med automatisk måleraflæsning i større eller mindre systemer.

 

Ønsker du at høre mere om nogle af de nævnte case stories eller vores automatiske måler-aflæsningssystem, Kamstrup AMR, er du altid velkommen til at kontakte os.

 

Webpolitik Copyright Kamstrup A/S Almindelige salgs- og leveringsbetingelser